Selvmord

Selvmord straffede efter Christian V's Danske Lov fra 1683 (6-6-21) med hovedlods forbrydelse og selvmordernes begravelse skulle ske i uindviet jord enten i et særligt hjørne af kirkegården eller uden for kirkegårdsmuren. Var den pågældende medlem af et lav, kunne han risikere, at hans lavsbrødre nægtede at bære ham til graven.

Med hovedlods forbrydelse menes tab af formue med undtagelse af jord.

Danske Lov 6-6-21
»Den, som sig selv ombringer, have sin Hovedlov forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken eller på Kirkegaard, med mindre hand giør det i Sygdom og Raserj.«

Som det fremgår af ovennævnte bestemmelse fra Danske Lov, så kunne nogle selvmordere blive begravet uden fortabelse af hovedlod og i indviet jord, hvis slægtninge kunne bevidne, at selvmorderen på tidspunktet for selvmordet befandt sig i en tilstand med »Sygdom og Raserj«. Med Sygdom og Raserj menes, at den pågældende befandt sig i en sindsyglignende tilstand på gerningstidspunktet. De pårørende skulle sende en ansøgning til Stiftsøvrigheden for at få tilladelse til, at begravelsen foregik på normal vis i indviet jord. Nogle gange blev tilladelsen givet med det krav, at der ikke blev ringet med klokkerne eller sunget sange i forbindelse med begravelsen.

I 1824 ophævedes straffen med hovedlodsfortabelse, men det var ikke lovgivers mening, at selvmord ikke skulle være en forbrydelse. Bortfaldt ved Forordning af 24. september 1824.

Først med straffeloven fra 1866 blev bestemmelsen i Dansk Lov helt ophævet. Fra dette tidspunkt fik selvmordere samme ret til æresfuld og højtidlig begravelse, som alle andre.

Som regel vil det fremgå af kirkebogen, hvilke krav der har været stillet i forbindelse med begravelsen.