Assistenshuset

Det Kongelige Assistenshus
Ved forordning af 3.4.1688 oprettedes »et Assistentz Huus, hvor enhver Penge til Laans, imod Pant, kand bekomme«. Det havde karakter af et privilegium, udstedt
til en borger ved navn Nicolai Wesling, som efter at have erhvervet privilegiet dannede et privat interessentskab. Wesling blev den første assistenshusforvalter, men først i 1699, da en Kgl. Forordning forbød lån på huse og gårde og tillige indførte den vigtige bestemmelse, at overskuddet af solgte panter skulle udbetales til lånerne, eller, hvis disse ikke meldte sig, tilfalde Børnehuset på Christianshavn, kom der rigtig gang i udlånsvirksomheden.

Assistenshuset havde til formål at udlåne penge mod aflevering af pant i form af løsøre (håndpant). Blev pantet ikke indløst tilfaldt pantet Assistenshuset, som så kunne sælge pantet.

Efter pesten i 1711 skænkede Frederik 4’ Assistenshusprivilegiet til Geheimeraad Johan Raben, hvis efterladte i 1737 afstod det til byfoged Iver Jentoft for en sum penge. Denne overlod Assistenshusets forvaltning til de jødiske brødre, Salomon Joseph Unna og Meyer Unna mod en vis årlig afgift, og under disses bestyrelse blev klagerne, som ikke havde manglet i forveien, højrøstede. Fattigdirektionen mente endog i 1742, at assistenshuset så langt fra at opfyldte sin hensigt og kun bidrog til yderligere forøgelse af folks fattigdoms og armod ved at tage alt for høje renter. Christian 6’ tænkte for alvor paa at ophæve den. Alt forblev dog ved det gamle, indtil Salomon Unna afgik i 1751 ved døden og broderen gik fallit og »opgav Assistenshuset i Magistratens Haand til sine Kreditorers Betaling.«

Ved den efterfølgende undersøgelse viste det sig, at brødrene Unna ikke alene var i stor gæld, men tillige, at de i modstrid med Forordningen om Assistenshuset af 1699 havde taget 18-20 procent af fattigfolk, kun udlånt en fjerdedel af pantets værdi og efter forfaldsdagen straks solgt det, uden at afregne med pantsætteren eller indbetale overskuddet til Børnehuset. Meyer Unna og hans broders enke blev arresterede, og der blev anlagt sag mod dem, såvel som mod byfoged Jentofts Enke, Christina Vagel, der skulle have ført kontrol med Assistenshusets forvaltning. I 1752 faldt dommen; Meyer Unna blev dømt til 6 års straffearbejde i Kastellet, og Christina Vagel til at have sit Privilegium forbrudt. Efter at have siddet et år i Kastellet lykkedes det Unna at undvige, og nogle år efter bestemte kongen, at straffen måtte eftergives ham, og at han selv måtte komme tilbage til København og arrangere sig med sine kreditorer. Hvad Christina Vagel angår, fik hun en rigelig erstatning for sit forbrudte privilegium.

Da Assistentshusets privilegium blev ledigt, meldte både fattigvæsenet og Søkvæsthuset sig som ansøgere til dets privilegium, og efter en del forhandlinger blev det bestemt, at de begge skulde købe privilegiet af byfoged Jentofts enke og hver give hende 3000 rdlr., ligesom de i fællesskab skulle betale 200 rdlr. til hendes to søstre, indtil disse penge kunde tages af postkassen.

Ved Forordning af 26.6.1753 overgik privilegiet til Søkvæsthuset, der fik eneret til at yde pengelån på håndpant til forhøjet rente. Assistenshuset kom derved til at sortere under Admiralitetet, senere Admiralitets- og Kommissariatskollegiet, fra 1848 under Marineministeriet.

Kort efter overtagelsen af privilegiet blev der truffet aftale om, at Søkvæsthuset alene overtog assistenshusets lånevirksomhed mod hvert år den 11. juni at betale fattigvæsenet 1400 Rdlr.

Der blev ansat en Assistenshusforvalter, Jens Hansen Løwe, med 650 rdlr. årlig gage, en kontrollør, Niels Tranders med 200 Rdlr. om året og et bud, ligesom der blev givet nøjagtige instruktioner om bøgernes indretning, om kvitteringer, om tavshed med lånene, panters vurdering m. m. Den oprindelige rente for lån (14 Procent pr. år af summer fra 2 mark til 50 rdlr., 12 procent af summer fra 50 til 100 rdlr., og 10 procent af højere beløb) blev bibeholdt og vedvarede lige til 1833.

Man havde først i sinde at omdøbe assistenshuset og kalde det »De Fattiges Laanebank«, men bestemte sig dog for at bibeholde det gamle navn.

I begyndelsen af Frederik den Femtes Regering havde anstalten sit hus i Snaregade, men blev senere flyttet hen på hjørnet af Store Færgestræde og Store Kirkestræde. Gården, der ejedes af Enkefru Jentoft, købte Søkvæsthuset for 6.400 Rdlr., og den 13. Juni 1753 åbnedes Assistenshuset igen efter at have været lukket siden brødrene Unnas fallit. Det viste sig dog hurtigt, at pladsen var for indskrænket, og man måtte derfor se sig om efter større lokaler.

Valget faldt på, en gård i Nybrogade, der tilhørte Hattefabrikanterne Douillac & Cuny (smlgn. III, S. 85), og i juli 1757 købte Søkvæsthuset denne ejendom for 16.400 Rdlr. og en dusør til sælgerens kæreste af 100 species dukater. Det store forhus ud til kanalen eksisterede dog ikke, men blev først opført i sommeren 1765. Assistenshusets gamle ejendom på Højbroplads blev solgt ved auktion til Urtekræmmer Tidemand for 6.778 Rdlr.

Kvæsthusets to ulønnede direktører, som ifølge fundatsen skulle vælges blandt Stadens 32 mænd , fik nu så meget at bestille, at de undslog sig arbejdet, navnlig fordi løftet om deres forfremmelse til rådmænd ikke kunne holdes, da der var så mange vicerådmænd. Der blev derfor nu ansat to nye direktører, grossererne Graah og Hofgaard, som fritoges for »byens bestillinger« og lønnedes, den første med »at forundes Agents Charakter og Rang med titulaire Justitsraader«, den anden med en årlig løn 300 rdlr. årlig.

De nye kvæsthusdirektører indførte forskellige forandringer ved Assistenshuset, f.eks.. at panterne altid måtte stå et år til indløsning, og åbnede en intensiv kamp mod de mange hemmelige og forbudte lånehuse, som florerede i byen og »udsugede de Fattige med Aager og ulovlige Renter.« Politiet foretog husundersøgelser og arrestationer, beslaglagde panter m. m., og Inkvisitionskommissionen idømte mange af de private pantelånere høje bøder, hvilke dog for det meste blev dem eftergivet. Ondet blev derfor ikke udryddet, om det end ikke trådte offentligt frem.

Søkvæsthusets indtægter forøgedes hurtigt ved overtagelse af Assistenshuset, og det varede ikke længe, før man kunne give en stor del officersenker tillæg til deres pensioner. Det lykkedes også de nye direktører at få mere ud af Børsen end før ved at forlange højere leje af boderne. Børsens bygning, som ifølge en overenskomst skulde vedligeholdes af Kongen, var i øvrigt meget forfalden, og der blev anvendt overordentlig lidt på den. Da blytaget blev brøstfældigt i 1757, lappede man det med Jernblikplader, og en ansøgning fra samtlige lejere om at få dobbelte døre eller de enkelte helt beslåede med Jern (der havde været indbrud i en af boderne) blev afslået, fordi det var for dyrt. Den eneste forandring, man kunne overkomme, var at forandre de hidtilværende »Træklåse« til »Taskelåse«.

Efter Københavns ildebrand i 1795 var Assistenshuset lukket i nogen tid, da adskillelige panter under den hovedkulds arrangerede flytning havde taget skade eller var bortkommet. Under flytningen ved bombardementet i 1807 led anstalten derimod intet tab.

Assistenshuset gav Søkvæsthuset bestandig store indtægter, da lånernes antal var stort og renterne høje. Søkvæsthusets udbytte af den i bygningen og driften indestående kapital udgjorde i gennemsnit ca. 4 pct. årlig. Det er betegnende, at der nogle dage før de store højtider såvel som før tallotteriets trækninger var et sådant tilløb, at assistenshusforvalteren måtte rekvirere 4 mand fra Holmen for at hindre uorden, og når auktionskataloget, der intet kostede, blev uddelt, hedder det, at »Jøder, Dagdrivere og Drenge af den simpleste Klasse trængte sig frem under de ubehageligste Optrin for at faae det og derefter strax sælge Papiret til Spækhøkere, Urtekræmmere og Handlende«. Som følge heraf blev det i 1803 bestemt, at der fremover skulle betales for katalogerne.

Blandt de mange assistenshusforvaltere kan nævnes Johan Rubring Harbo, som i 19 år havde været i anstaltens tjeneste, da han den 4. juni 1802 blev forvalter. Det var efter ham, at Assistenshuset i folkemunde fik navnet »Onkel« eller mere korrekt »Onkel Harbo«. Han døde i 1837.

Fra Assistenshuset oprettelse indtil 1833 blev der taget 14, 12 og 10 pct. i rente afhængig af de lånte summers størrelse. Senere blev renten gentagne gange nedsat. For at modarbejde de såkaldte »sættefolk«, som mod klækkelig betaling gjorde til deres næring at indsætte og indlæse pant for for andre, blev der i 1853 oprettet 3 indleveringskontorer, som senere blev forøget til 9.

Ved Kgl. resolution af 31.3.1860 blev Søkvæsthusets midler og ejendom, herunder Assistenshuset, henlagt under Bestyrelsen for de Militære Underklassers Pensionering og for Invalideforsørgelsen. Da renten i 1855 blev frigivet, bortfaldt Assistenshusets eneret.

I 1890-1891 blev der indsat ca. 168.000 panter til en værdi af ca. 1.216.000 kr. Af disse blev 45.000 fornyede, ca. 144.000 indløste og over 22.000 solgte. Beholdningen ved årets udgang var 143.000 panter.

Ved lov 44 af 29.3.1904 ophævedes Invalidebestyrelsen, hvorefter Assistenshuset blev henlagt direkte under Finansministeriet.

Ifølge 15 i lov 272 af 6.5.1921 om pantelånervirksomhed og handel med brugte genstande skulle private pantelåneres lovlige rente fra 1936 sættes så langt ned, at denne virksomhed næsten forsvandt, hvorved Assistenshuset på ny fik faktisk monopol på pantelånervirksomhed.

Da virksomheden efter 2. Verdenskrig faldt stærkt og medførte underskud, besluttedes det i 1966 at afvikle Assistenshuset. Ved skrivelse af 11. 11.1966 nedsattes et udvalg til at forestå afviklingen, der gennemførtes gradvis af hensyn til personalet og låntagerne samt til udgifterne ved øjeblikkelig nedlæggelse. Afviklingen var fuldbyrdet i 1975.

Hvor findes arkiverne?
Der er foretaget omfattende kassationer i Assistenshusets arkiv, men der er også en del som er bevaret, som er fordelt på forskellige arkivskabere. De barede arkivalier kan bl.a. findes hos følgende arkivskabere:
• Ca. 1723-1861 Generalkommissariatet, Søetaten, Søkvæsthuset (Arkivnummer 900).
• Ca.1758-1965 Det Kongelige Assistenshus (Arkivnummer 1241).
• Ca. 1762-1904 Bestyrelsen for de militære underklassers pensionering og for invalideforsørgelsen, udtagne sager vedr. assistenshuset (Arkivnummer 1173).
• Ca. 1904-1965. Finansministeriets Sekretariat, gruppeordnede sager, sager vedr. Assistenshuset.