Lejemål, ægteskabsbrud, trolovelser og brylluper omkring 1780-1820

I Forordningen af 13de juni 1771, havde Struensee afskaffet al straf for lejermål og havde desuden fastsat, at ægteskabsbrud kun kunne påtales af den krænkede ægtefælle, havde. Bestemmelsen havde vakt en storm af uvilje, hvorfor den også straks efter Struensees fald blev ophævet ved Plakat af 27de Febr. 1772, dog med den udtrykkelige tilføielse, at det fremdeles ikke måtte anses som »en Plet« at være født udenfor ægteskabet.

Begravelsesordningen af 29de april 1771 fik samme skæbne, hvorimod Regeringens stilling til de to Love om Ægteskaber mellem Beslægtede var meget forskjellig. Vel blev de ophævet ved Forordning af 14de december 1775 af »vigtige og med det almindelige Bedste overensstemmende Aarsager«, men disse vigtige årrsager var i virkeligheden kun, at de kongelige finanser ikke kunne tåle at miste de rigelige gebyrer, der var tilflydt den for ægteskabsbevillinger i tidligere tid. Med andre ord: ophævelsen var kun formel; i realiteten bleve ægteskaber mellem sødskendebørn, næstsødskendebørn og besvogrede, kort sagt, alle ægteskaber, der ikke var forbudte i Guds Lov, fremdeles tilladte ved dispensation mod betaling af gebyrer, thi det siges udtrykkelig: »Kongen vil ikke hos mMenigmand forny nogen ugrundet Tvivl og Superstition i slige Ting«.

Imod de lovbefalede trolovelser, som alle skulde underkaste sig, der ikke var af rang eller adelig, udkom den 19de februar 1783 en Forordning, fordi de førte til megen usædelighed, mange overflødige udgifter og mange slags uordener, især fordi et par, når det først var indskrevet i kirkebøgerne som trolovet, i reglen flyttede sammen.

Alle gilder og sammenkomster ved trolovelser blev nu afskaffede, Sammenflytning før brylluppet blev forbudt, samtidig blev det befalet landets præster, at der straks skulle lyses til ægteskab for et sådant par, og vielsen fuldbyrdes senest den sjette Søndag derefter.

Hvis dette ikke skete, ifaldt parret mulkt (en bøde), eller trolovelsen ophævedes.

Allerede i 1781 havde man følt onderne så stærkt, at der for alvor havde været tale om at afskaffe trolovelsen som en ufornøden ceremoni, men dette skete dog først den 4de januar 1799.

Hvad Bryllupper angaar - hedder det i 1776 - at stuebryllupper var almindelige, thi »Kirkebryllupper overlodes til de Ringere og mindre Belevne«. Til første dags bryllup, som i almindelighed foregik hos brudens forældre, blev der indbudt et halvt hundrede personer af begge køn; Vielsen fandt sted kl. 8 om aftenen. Når vielsen var sket, lykønskedes brudeparret først af præsten, derefter af damerne, som nejede samlede, og tilsidst af kavalererne, som bukkede, hvorpå bedemanden trådte frem og takkede de tilstedeværende for den ære, de havde vist brudefolkene ved at møde op til bryluppet. Reglerne foreskrev, at enhver gik til sit, ingen sang eller musik blev tålt; brudevers var gemene, og brudegaver måtte ikke gives på grund af landets økonomiske situation.

Til anden dags bryllup, der i reglen stod hos en trakteur eller konditor,blev indbudt de nærmeste pårørende og venner til middagsmåltid, kaffe, the og aftensmåltid.

Om sommeren brugte man Københavnerne undertiden at holde stuebryllup om Formiddagen Kl. 11 i Lyngby, Taarbæk, Vilhelmsdal, (et Traktørsted i Hvidovre) eller Klampenborg, hvor brudens forældre gav et gæstebud, og som erstattede andendags-brylluppet.

Om vinteren kørte man undertiden dagen efter brylluppet i kane til Lyngby, hvor festen blev holdt.

Gratulationsvisiter (receptioner) brugtes ikke; »de ere ganske gemene - hedder det - og få sidde endog de tre Stadsdage for at modtage Gratulanter".

Kilde:
Bruun, Carl: Kjøbenhavn. En illustreret skildring af dets Historie, Mindesmærker og Institutioner.