Københavns brandskorps

Et par gange om året blev det holdt brandøvelse på Kongens Nytorv. Brandøvelserne samlede altid en stor mængde mennesker som tilskuere. Da ikke få af de huse, der var blevet skånet ved den store ildebrand og bombardementet, var af bindingsværk, hørte ildebrande ikke til sjældenhederne i København.

I brandvæsnets organisering fremkaldte ildebrandene 1794 og 1795 store forbedringer. Ikke blot søgte man at formindske faren ved nye strengere byggeregler i 1795, men hertil føjedes den 19/7 1799 en helt ny brandforordning, der bærer vidnesbyrd om den skræk, ulykkerne havde indgydt hos Kongen og myndighederne.

Forordningen begyndte med en række formaninger om at »omgaas forsigtigen med Ild og Lys,« og i de mindste enkeltheder indskærpedes det folk, hvorledes de skulle bære sig ad med det; således advaredes de kraftigt mod at »kline lys til vægge, borde, bænke o. d. l., sætte lys ved sengene om natten eller ryge tobak på farlige steder«; for overtrædelse af de mange forsigtighedsregler sattes straffen til bøde (mulkt) eller fængsel.

Styrelsen af byens brandvæsen vedblev at være under den såkaldte brand- og bandkommission.

Byen inddeltes i 6 branddistrikter, og der skabtes en fast organisation af brandkorpset.
Den samlede styrke udgjorde:
• 50 officerer,
• 3-400 underofficerer og
• ca. 3.000 menige.

For hver større sprøjte fandtes foruden underofficerer 48 menige brandsvende; disse skulle fortrinsvis tages blandt tømrer- og murersvende samt andre lavssvende; blandt styrken ved hver sprøjte skulle altid være 2 smede-, 2 bødker-, 2 hjulmands- og 2 skomagersvende. Mandskabet fik i ildebrandstilfælde en vis ringe betaling for dets arbejde; det skaffedes til veje ved en art udskrivning blandt den del af befolkningen, man anså for egnet dertil.

Bryggere, bagere og andre handlende, der holdt heste, måtte sende forspændte sluffer med vandtønder, og husejerne i nærheden af brandstedet havde pligt til at sætte store kar med vand ud på gaden. Det var ikke sjældent, at en eller anden af de nysgerrige tilskuere, der indfandt sig mængde, af politiet blev beordret til at pumpe vand af gadeposten. Derved opnåedes ofte, at de fleste holdt sig i behørig afstand fra brandstedet.

Under en ildebrand stod for øvrigt også vægtere, politi, militær og en del af borgervæbningen til rådighed, så man sagtens fik mere end nok af arbejdsstyrke.

Der blev herudover givet regler om, hvad der skulle findes af sprøjter og andre redskaber, både i kommunens eje og hos private.

Alarmeringsapparatet var omfattende: lygter og flag, klokkeringning, piber og trommer, ja selv kanonskud skulle anvendes for at gøre folk opmærksom på, at der var ildebrand. Man kunne efter slagenes antal høre, i hvilket kvarter af byen ilden var udbrudt. Og var det om natten skulle vægterne gå rundt i byen og banke på dørene for at vække folk. Det var åbenbart meningen, at hele byen skulle være på benene ved enhver blot nogenlunde anseelig brand. Tog ilden et betydeligt omfang, gik alarmtrommen, og i så tilfælde skulle en afdeling af borgervæbningen møde for at holde orden på brandstedet. Ligeledes skulle alt, hvad der fandtes af byens myndigheder møde på brandstedet, fra overpræsidenten ned til laugenes oldermænd.
Ved større ildebrande mødte Frederik den Sjette næsten altid.

Når det hele var forbi, skulle tårnvægterne bekendtgøre det med klokkeringning fra alle byens tårne.

Kommandoen under ildebranden førtes ikke af nogen kommunal myndighed, men af en officer udnævnt af Kongen med brandkorpsets chef, brandmajoren, under ham. Brandmajoren udnævntes også af Kongen blandt nogle af brand- og vandkommissionen foreslåede, og de andre officerer ved korpset antoges på lignende vis. Disse officerer havde en særlig uniform: hvid med sorte rabatter, kraver og opslag.

Til afgørelse af stridsspørgsmål og forseelser fandtes en særlig Brandret, som bestod af politimesteren, stadshauptmanden, brandmajoren, vicebrandmajoren og endnu en af korpsets officerer. Dommene kunne indankes direkte til Højesteret.

Ligesom der var straf for forsømmelser, var der også en mangfoldighed af belønninger for iver og dygtighed.

Ved Reskript af 1/11 1805 skete der nye fremskridt. Den fælles Brand- og Vandkommission blev nedlagt. Brandvæsnet fik en særlig kommission som udnævntes af Kongen, og hvis medlemmer blev generalmajor Peymann, politimester Haagen, brandmajor Kirkerup og rådmand Lund; denne kommission fik også domsretten i brandsager. Desuden blev der påbudt nye forbedringer af redskaberne og indskærpedes endnu videregående forsigtighedsregler.

Hver tredje måned skulle kommissionen indberette til Kancelliet, hvad der i mellemtiden var udrettet; en ny ordre af 11/7 1806 gav oven i købet indgående bestemmelser om dens forretningsgang og pligter. Reglerne gennemførtes fra nu af ret strengt, og indberetningerne fra den følgende tid fortæller om betydelige fremskridt.

Arkivalier
Arkiverne for Københavns Brandkorps befinder på Københavns Stadsarkiv.

På Landsarkivet i København findes herudover en bog med en fortegnelse over officerer og underofficerer ved byens brandkorps.

På Rigsarkivet i Danske Kancellis arkiver kan der også findes indberetninger vedr. Københavns Brandkorps.