Skubkarre - skubkarregast

En skubkarre er en tohjulet arbejdsvogn, som blev trukket/skubbet.

Blev som straf anvendt i forhold til fæstningsslaver som blev lænket til skubkarren, der blev anvendt ved jordarbejder.

Ogsaa i Landetaten og Nyboders faste stok kændtes skubkarrestraffen; men der var det mest egentlige forbrydere, som måtte lide den. En Gudsfornægter arbejdede således 1710 med skubkarren i Citadellet (Kastellet).

Nyboders faste stok havde i sidste halvdel af 1700-tallet sit eget gældsfængsel, hvor også mindre forseelser kunde blive afsonede. Gældsfangerne kaldtes »skubkarregaster«, - deres stilling lignede på mange måder de fangers, som tidligere havde arbejdet i Bremerholms jern.

Når menige havde været under tiltale og ikke kunde udrede sagens omkostninger, eller når de havde solgt deres mundering og ikke straks kunne erstatte det solgte o. s. v., blev de dømt til at »arbejde i skubkarren«, hvortil de lænkedes; deres eneste føde var vand og brød. Brødet har sandsynligvis bestået i håde beskøjter. I 1787 blev der dog sørget for blødt brød til gasternes forsyning. De gjorde i reglen tjeneste med deres skubkarrer ved muddermaskinerne og virkede da sammen med de foragtede fæstningsslaver, som marinen, der paa den tid sørgede for hele havnens opmudring. Fæstningsslaverne var »udlånt« af Landetaten. Så længe gasterne var sat til dette arbejde, fik de hver 8 sk. ugentligt. Et »forfriskningsmaaltid«, der bestod i suppe og kød, blev dem tildelt om søndagen. De kunne nok trænge til at blive »forfrisket«. Deres udseende var så udtæret og deres klædedragt så ussel, at navnet »Skubkarregast« for Holmens Folk blev ensbetydende med »Lazzaron«.

I 1792 afskaffedes skubkarrestraffen; den gæld, som folkene hidtil havde aftjent på denne måde, betaltes derefter ved månedlige afdrag som blev trukket af gagen.