Holmens faste stok

Allerede Kristian III ansatte søfolk og håndværkere til fast tjeneste på Bremerholm, men først under Kristian IV (1615) antog den faste stok sin karakteristiske form, ligesom også tallet på faste »søtjenere« var langt højere end de foregående tiders mandtal. Kongen omfattede tanken med megen personlig interesse og udviklede stor virksomhed ved dens iværksættelse. Hvad Kristian IV således havde begyndt, fornyede og fortsatte de fleste af hans efterfølgere; men trods disse kongers ændringer bevarede så stokkens sit oprindelige præg temmelig uforandret lige til det sidste.

Tjenestens varighed
Kristian IV's mandskab forpligtede sig til at tjene 5 år. Når de så ikke ønskede at tjene længere, skulle de »forløffuis« hjem til deres egn for på visse fordelagtige vilkår »at bruge deres Næring det bedste, de kunde«; men det var deres pligt at bosætte sig inden for rigets grænser og give møde i krigstilfælde ligesom landets øvrigt indbyggere. De omtalte fordele var dog for små til at kunne holde de »faste« matroser fra at forlade landet, når mere indbringende forhold lokkede dem andet steds hen.

Senere konger indskrænkede tjenestetiden for faste »anværbede« matroser eller »Aarstjenere« til (mindst) 3 år; men mange vedblev at tjene i en længere årrække og opnåede derved ret til pension; sådanne blev i 1655 kaldt: »Gammel Thienner«.

Ingen matros kunne tvinges til at gøre tjeneste i flere år, end han havde meldt sig til, med mindre det var hans eget udtrykkelige ønske; og når en matros f.eks. ved arv opnåede en bedre livsstilling, kunne han få sin afsked før tiden, hvis der var en anden duelig mand, som var villig til at tjene tiden ud i hans sted. Et mindre antal (7 til 13) af de faste søfolk ved hvert kompagni fik endvidere tilladelse til som »frimænd« at sejle med koffardiskibe (handelsskibe) i et vist tidsrum; en tilladelse, som både frimanden og kompagnichefen kunde have fordel af.

Frimandsinstitutionen blev indført i 1719 og bortfaldt i 1822. Ved valget af frimænd tog man mange hensyn: de skulle melde sig frivilligt; ugifte mænd blev foretrukne og af de gifte kun dem, hvis hustruer var i stand til at ernære sig selv under mandens fravær. Matrosen var således bunden til den faste tjeneste, men på kort tid og tålelige betingelser; anderledes var håndværkeren stillet: efter hvad man ved, har han været antaget på livstid og skulle altså blive i fortsat tjeneste, så længe han formåede at arbejde. Håndværkeren var derfor den fasteste af alle faste; derfor blev navnet »den faste Stok« oprindeligt brugt om håndværkerne alene, men er i følge senere sprogbrug også blevet anvendt på alle andre af Holmens folk. Den faste livsvarige stilling, der kun gjaldt for Holmens håndværkere, var formentlig den vigtigste årsag til, at moralen var lav og, som følge deraf, også deres dygtighed. Deres livsbane var afstukket én gang for alle. Da mulighederne for avancementet gennem de forskellige lønningsklasser desuden var meget langsom, syntes fremgang i duelighed unødvendig; derfor fungerede håndværkeren ikke som den gode læremester »Oberkammerat«, når han fik lærlinge at oplære. Han fik dem hurtigere lært sine egne dårskaber end professionen selv, skønt han kunne forvente at modtage en præmie, når læretiden var forbi.

Mange havde kun tanke for øjeblikket og for, hvad dette førte med sig. Man greb enhver lejlighed: blev en mand sat til nyt arbejde, eller blev han flyttet op i en anden klasse, måtte han straks lade flasken på hans regning gå rundt til »velkomst« og midt under arbejdet.

Når håndværkeren ikke længere p.g.a. alder var i stand til at klare det samme hårde fysiske arbejde, som han kunne i sine yngre år, blev han flyttet ned i en lavere klasse. Selv om denne tilbagegang (fra 1827) skete successivt, fra klasse til klasse, så var den dog særdeles krænkende for den pågældende håndværker. Men han kunne lige så lidt indvende mod sin bundne stilling som matrosen, når han i sin voksne alder havde påtaget sig forpligtelsen at tjene på livstid. Som voksne mænd, vidste de, hvad de forpligtede sig til; de bandt sig vel for lang tid, men det skete frivilligt, og de kunne da også regne med at have deres udkomme sikret for den samme tid.
Helt anderledes stiller sagen sig, når det var børn, som optoges i den faste tjeneste. Dette skete med sikkerhed fra l730, men er formentlig en langt ældre tradition.

Rekuttering til håndværkerstokken
Håndværkerstokken blev sikkert altid rekrutteret ved antagelse af unge lærlinge. Som betingelser for et barns antagelse i den faste stok krævedes i 1756,
• at barnet var 8 år gammelt,
• at det havde sin sundhed og førlighed, og
• at faderen stod i den kongelige søtjeneste.
Man forudsatte uden videre, at barnet ejede både lyst og evne til livsstillingen. Til drengens mulige ønsker om en speciel stilling blev der ikke taget hensyn; drengen måtte være tilfreds med, hvad man tilbød ham, og tilbudet rettede sig efter de pladser, som tilfældigvis var ledige.

Det var ikke barnet, men forældrene, som blev spurgt om de godvilligt lod deres søn indtræde i tjenesten; af tvang gjorde de det sjældent, men oftere af trang, idet de mindre havde barnets fremtid for øje end den fordel, de selv ville opnå, hvis deres barn kom i fast nummer og blev en af de 10 »Rugdrenge«, der var ved hvert kompagni, hvilket ville forøge hjemmets indtægt med en portion rug foruden den gratis opklædning og skolegang, som drengen selv nød godt af. Men da var barnet allerede bundet til tjenesten og måtte under tiden gøre lidt gavn ved f. eks. i Divisionsskolen (efter 1800) at pille værk for marinen. Som »Kompagnidreng« var han tre dage i skole; de andre tre dage måtte han mod en ringe løn møde til arbejde på Holmen. Efter sin konfirmation blev han enten håndværkerlærling på værftet eller matroslærling på et orlogsskib.

Drengen tiltrĂĄdte den stilling, man havde valgt for ham, nĂĄr han var 8 ĂĄr gammel.
Når han var blevet udlært og var bleven »karl«, som det hed, kunde han begynde at aftjene de år, som han havde forpligtet sig til at blive i den faste tjeneste. Så længe denne tvangstjeneste varede, kunne han som hovedregel ikke forlange sin afsked. Tvangstjenestens længde var i ældre tid 12 til 16 år for matrosen, der som dreng var indtrådt i tjenesten; Håndværkeren, der fra rugdreng var avanceret til svend, var bunden på livstid. Denne forskel i tjenestetidens længde for matrosen og håndværkeren motiverede Frederik V’s Søkrigsartikelsbrev med den berundelse: »Vi have ladet Haandverkeren fra Barnsbeen oplære og underholdt ham i Læren og saaledes bragt ham frem, at han i Vores Tjeneste haver Leve-Brød sin Livs-Tid.« Dette kunne dog med samme ret også siges om den fra rugdreng »opklækkede« matros. Den sande grund til uligheden har nok snarere været den, at matroskorpset trængte hyppigere til friske kræfter og ungt blod end håndværkerstokken.

1801 skete der en stor forandring i disse ulige forhold; tvangstjenestens varighed blev omtrent ens for de to afdelinger af Holmens mandskab; de skulle begge tjene 15 eller 16 ĂĄr.

1816 strammedes båndet på ny, idet alle og enhver, som havde modtaget »Drenge-Gehalt«, skulle gøre tjeneste som karle i 20 år. Disse 20 år blev i stokkens sidste levetid (1847) formindsket med otte år. Men de 12 år var lang tid. Da tvangstjenesten i reglen først kunne tiltrædes i mandens 20’de år, endtes den altså i hans 32’te; når han i den alder skulle prøve på at finde sig en ny livsbane, var det meget vanskeligt, da han kun besad få kundskaber, da man ved hans uddannelse fra barndommen af havde lagt mest vægt på de praktiske færdigheder, og ved uddannelsen af disse, kun havde haft Holmens specielle forhold for øje, så at han dårligt kunne gøre fyldest på andre områder. Havde han herudover stiftet familie i tjenestetiden, måtte han anse det for meget tvivlsomt, om han kunne forsørge kone og børn, medens han arbejdede på at befæste sin nyvalgte men endnu usikre livsstilling uden for Holmen. Resultatet af disse overvejelser blev som oftest, at han på ny tog tjeneste i marinen. Det kunde tillades den menige at forlade tjenesten før den fastsatte tid, men evt. afsked blev da ikke meddelt ham »i Naade«, og vedkommende måtte opgive ethvert håb om nogen sinde at nyde pension. Endvidere havde staten formentlig ret til at kræve erstatning for alt, hvad han som dreng havde oppebåret i kost og penge.

Afsked i unĂĄde
Der var også en slag afsked før ansættelsesperiodens udløb, når den menige i Frederik V’s Dage blev bortjaget af tjenesten for »Skarnvurnhed«. Den afskedigede blev afleveret til »næste fæstning«, hvor han måtte arbejde på vand og brød, indtil han ved første skibslejlighed kunne sendes ud af landet med et »Løbepass«, hvori enhver, som traf ham, blev anmodet om at lade ham passere, men ikke »repassere« (vende tilbage). 1780 blev bestemmelserne om løbepasset sat ud af kraft; men den »Imfame Kassation« blev genoptaget i en kongelig befaling i 1808, som påbød, at de af Søetatens mandskab, som havde forbrudt sig så hårdt, at de dømtes til kat, skulle »udsættes« af tjenesten med det samme. En sådan afsked kendtes allerede på Kristian IV’s Tid, hvor de, som gentagne gange har pantsat sine våben, blev forvist fra skibet uden pas og afregning.

Mange blev ældre i tjenesten
I underklasserne på Holmen blev mange mænd gamle i tjenesten og det må antages, at de har befundet sig godt i den faste stok. I 1850 havde således 13 mænd gjort tjeneste i over 55 år, 6 i over 60 år og 1 i over 70 år; de fleste af disse veltjente folk var håndværkere. Et glimrende men næppe troværdig eksempel var Normand Christian Jakobsen Drackenberg, der i året 1735 blev forfremmet til overkomplet højbådsmand ved takkelloftet. Han var da 109 år gammel. 32 Aar efter finder vi ham endnu blandt de levendes tal; han er nu pensioneret, men hævede formodentligt sin efterløn i nogle år efter den tid. Da gubbens dage omsider havde fået ende, lod den folkelige digtekunst sig forlede af hans eventyrligt høje alder til at fremstille ham som helten i et eventyr, som udkom i et flyveskrift i 1771 med følgende titel: »Den danske gamle Normand C. J. Drackenbergs adskillige Syner og underlige Hændelser, som han har havt, imedens han har levet, hvilket udgiør en Tid af Hundrede Syv (?) og Fyrgetyve Aar, samt ziret med hans Portrait«.

Behandlingen af den faste stok
Men for at være retfærdige må der tillige fremhæves nogle bestemmelser, som er vidnesbyrd om, at de styrende ingenlunde have ladet det mangle på omsorg for folkenes vel:
• De menige var sikret fri rettergang, især når de skønnes at være den uskyldige
part, ja endog, uden at denne betingelse var til stede.
• Ingen måtte give en menig mere end 1 måneds sold som lån, da der kun må
fratrækkes en vis ringe sum af hans månedlige gage til gældens betaling.
• Til faderløse rugdrenges underhold og opdragelse var der afsat en årlig sum.
• Det var forbudt, at afgive de afdøde håndværkeres legemer til anatomisk brug.
• Det var bestemt, at den fornødne tobak med tilhørende piber skulle være til
rĂĄdighed, sĂĄ at matroserne uden vanskelighed kunne forsyne sig dermed pĂĄ egen bekostning o. s. v.

Men når det endvidere hedder, at mandskabets ret ikke må krænkes, at folkene skulle »soulageres paa alle muelige Maader«, at de skulle behandles vel og ikke forurettes, at ingen måtte overfuse dem med uanstændige talemåder, mindst med ukvems- eller skældsord, at retten skal plejes uden partiskhed) o. s. v., så viser disse stadigt tilbagevendende befalinger, at mandskabet ofte led under uskånsom behandling, som lovgiverne ofte uden held søgte at formilde. De direkte vidnesbyrd om dette forhold er dog ikke mange.

Om den barske behandling tav mandskabet ikke stille, men fremkom med sine ønsker og klager. Disse klager vare dog ikke velsete i marinens første dage. I 1555 hed det, at når rejsen var endt, måtte ingen »arge eller anche« på det, som er sket inden skibsborde. Den, som forsyndede sig herimod, skulle straffes som en skælm og en forræder. Men dette krav findes ikke gentaget senere.

I reglen forløb de menige sig, når de ville fremføre, hvad de havde på hjertet; enten mødte de op i en større flok, når der ikke fandtes nogen enkelt blandt dem, som havde mod eller evne til at føre ordet, og da kom det hele let til at se ud som en sammensværgelse. Selv om de tider var forbi, da man »uden Naade« blev kastet over bord for en sådan forbrydelse (senere Love bestemte langt mildere straffe herfor), så det var jo ikke straf, man ønskede at opnå ved sin klage. Eller også valgte man en ordfører, men den måske længe tilbagetrængte harme gav sig ofte luft i uoverlagt tale, så at andragendet ikke blev fremført med den »Sagtmodighed og Beskedenhed«, som loven påbød. Mandskabet manglede også den fornødne kunnen og besindighed til at indgive skriftlige klager, som derfor let kom til at støde an mod formerne og faldt virkningsløse til jorden; herudover var det vel også vanskeligt at finde en skrivekyndig, som var villig og dygtig nok til at nedfælde klagepunkterne.

Nedlæggelse af den faste stok
Selv om den faste stok med alle dets institutioner, passede ind under tidens forhold, så kunne den faste stok ikke overleve 1800-tallets krav om frihed. Dens opløsning foregik ikke som en pludselig omvæltning, men blev langsomt afviklet.

Pensionsloven af 1851 bestemte, at de, som dette år havde tjent marinen i 20 år efter eget valg enten kunne blive pensioneret med en fast sum i rede penge eller modtage en pension, der indbefattede hus til moderat leje, kost og mundering, eller erstatning derfor samt en mindre sum i penge. Dem, der valgte det sidste alternativ blev de sidste af den ægte »Faste Stok«.

Marinen antog ikke længere folk til fast tjeneste i det omfang, som man havde gjort i gamle dage, og de faste, som bibeholdes, blev ansat i et langt løsere ansættelsesforhold til Etaten end tidligere. Faste underofficerer kunne naturligvis ikke undværes i marinen lige så lidt som i hæren. De faste menige søfolk blev udfyldt af værnepligtige marineartillerister og matroser. Håndværkerne blev ikke antaget for en længere årrække, men kaldes dog faste, når de ved ansættelsen bandt sig for et år ad gangen, og lønnen blev forhøjet i lighed med, hvad der skete i landetaten.