Borgmester

Borgmestre blev tidligere kaldt proconsul og nævnes under denne betegnelse første gang i 1342 i Slesvig stadsret og bliver fra det følgende århundrede almindelig i danske byer.

Der var som regel to borgmestre i hver by, som var formænd for købstædernes råd og valgt af rådet, til tider i forening med borgerskabet, men efterhånden under indflydelse fra kongen gennem lensmanden.

Ved købstadsforordningen i 1619 blev der gjort et forsøg på at lade valget gælder for et år ad gangen (fastelavnsborgmestre), men denne regel blev kun delvis overholdt.

Efter 1660 skulle borgmesterne udnævnes af kongen. Ved den almindelige reduktion i antallet af øvrighedspersoner i 1682 forsvandt stillingen i ca. halvdelen af købstæderne, og magistratsforretningerne overgik til byfogeden. I de andre byer begrænsedes borgmestrenes myndighed.

Deres dømmende myndighed ophørte med rådstueretternes ophævelse i 1805.

Ved købstadskommunalloven i 1868 genoprettedes borgmesterstillinger i alle byer, idet betegnelsen borgmester blev anvendt på formanden for byrådet. Denne valgtes af byrådet, men valget fik kgl. stadfæstelse.

Efter Lov af 1/3 1919 skulle borgmesterne alene vælges af byrådet.