Borgervæbning

En fastere ramme for borgerskabets pligt til at forsvares deres by skabtes på herredagen i 1537, der fastsatte, at købstandsmænd skulle være rede til at rykke ud under egen fører, oftest en borgmester, bevæbnet med harnisk, spyd og andet værge. I 1593 mønstrede Ålborg 419 mand og i 1588 Århus 390. Den samlede styrke for hele landet anslås til ca. 15.000.

Christian IV påbød regelmæssige mønstringer og spydene afløst af bøsser.

Under svenskekrigene var der flere borgervæbninger, der gjorde en hæderfuld indsats, bl.a. Nakskov og Stege og under den store nordiske krig betød de af borgervæbningen bemandede kystskanser en sikring mod svenske kaperes overfald.

I 1801 nyorganiseredes borgervæbningen med to afdelinger i hver købstad. De våbenduelige med og uden borgerskab.

Den første afdeling skulle sørge for ro og orden i byen, mens den anden først skulle sættes ind, når fjenden truede byen.

Hertil kom frivillige jæger- og artillerikorps, ofte af ældre dato.

Artilleristerne skulle helst være håndværkere, som fik de samme rettigheder som frimestre.

Borgervæbningen stod under kommando af egen stadshauptmand. Våben og uniformer anskaffedes på borgernes eller byens bekostning, men udgifterne til borgervæbningen hørte til de mindste på de kommunale budgetter.

Tjenestepligten gjaldt til det 50. år, men man kunne købe sig fri.

I 1830'erne blev borgervæbningen anslået til at omfatte ca. 10.000 mænd, heraf mere end halvdelen i København.

Borgervæbningen blev ophævet i de mindre byer efter 1814 og senere i de større købstæder, i Århus i 1869 og i København i 1870.