Dåb og navnelov

Christian V’s Danske Lov fra 1683 og Kirkeritualet fra 1685 bestemte, at børn skulle døbes senest 8 dage efter fødslen, hvorfor mindst en tredjedel af alle børn blev hjemmedøbt, i nogle sogne langt flere.

Ofte vil kirkebøgerne før 1813/14 som regel ikke nævner fødselsdatoen, men alene dåbsdatoen; men som regel kan man regne med, at fødselstidspunktet ligger inden for de 8 dage forud for dåben.

Dåbsforordningen i 1828 gav en betydelig længere frist, nemlig 8 uger, hvis børnene var født mellem 1. marts og 1. september. Var de født i den kolde halvdel af året var fristen helt frem til udgangen af den påfølgende maj måned. Det var dog nok sjældent, at man ventede så længe, også fordi der var en del overtro forbundet med dåben. Man var bange for (og det gjaldt langt op i sidste århundrede), at barnet var fortabt, hvis det døde uden at være døbt.

Frem til 1857 var der bødestraf for ikke at lade sit barn døbe eller ikke overholde den fastsatte frist (undtaget var dog jøder og eventuelle andre religiøse mindretal).

Det mest spændende for slægtsforskere er § 18, som siger, at barnet skal døbes ikke alene med fornavn, men også med et ”Familie- eller Stamnavn”. Det var så kort formuleret, at det selvfølgelig gav anledning til adskillige spørgsmål, og i oktober samme år udsendtes til biskopperne et cirkulære, der nærmere forklarede, hvordan præsterne skulle administrere denne bestemmelse.

Det var ikke tilstrækkeligt til at afgøre alle de spørgsmål, der dukkede op, og i oktober 1829 kom et nyt cirkulære, og det var med det, at patronymformen -datter blev afskaffet.

I hertugdømmet Slesvig havde Struensee allerede i 1771 indført bestemmelse om fast slægtsnavn, men da han som bekendt brat endte sit virke i 1772, fik man ikke noget sådant i kongeriget før 57 år senere, og særlig fast blev det sandelig heller ikke efter 1828.

Det at give børn samme efternavn som deres far slår kun langsomt igennem, og helt frem til slutningen af 1800-tallet kan man finde døtre døbt med datterbetegnelsen.
De piger, som var døbt med datterformen, kan senere optræde i kirkebogen med forskellige efternavne. Nogle, der er døbt med -datter, kan blive konfirmeret som -sen og måske gift eller begravet som -datter.

På grund af landbefolkningens træghed med at tage de nye skikke til sig (og præsterne, der gav efter for menighedens ønsker), måtte der i 1856 udsendes et nyt cirkulære, som indskærpede brugen af det faste slægtsnavn, men som nævnt hjalp det kun lidt. Som følge af grundlovens bestemmelser om religionsfrihed blev dåbspligten ophævet i 1857 og hermed også konfirmationspligten.

Navnelovene
Da ordningen endelig var slået igennem, fik man andre problemer. Blandt landbefolkningen, som var langt den største, havde næsten alle et -sennavn. Derfor var der i de små samfund adskillige, som bar samme navn. Ganske vist havde de fleste et tilnavn, så man kunne skelne dem fra hinanden, men de offentlige myndigheder brugte døbenavnene.

I 1899, blev der nedsat et udvalg, som i 1899 kom med betænkningen ”Dansk Navneskik”.

For at tilvejebringe en større variation i efternavne, blev der nu åbnet mulighed for at skifte navn, først i form af en kongelig resolution og en bekendtgørelse fra justitsministeriet i 1903, fulgt op af loven i 1904.

Samtidig blev der udgivet såvel en ”positivliste” som en ”negativliste”. Po¬sitivlisten med navne, som blev anbefalet, og som byggede på den nævnte betænkning, og negativlisten med en række navne, som ikke måtte bruges (af fædrelandet fortjente personers navne, f.eks. navne på personer, som var faldet i de sidste 100 års krige eller berømte personer fra Danmarkshistorien).

Den, der fik et nyt navn ”ved øvrighedsbevis”, som det hed, kunne få navnet forbeholdt, så ingen andre kunne få det. Det kom så på en særskilt liste, som blev suppleret hvert halve år, senere hvert kvartal. Det kostede 4 kr. at få nyt navn, og man kunne kun ændre sit efternavn én gang.

Reglerne om adgang til navneændring ved øvrighedsbevis skulle kun gælde 10 år, men loven blev gentagne gange forlænget, sidste gang under besættelsen til at gælde ”indtil videre”, og indtil videre blev til den første lov om personnavne kom i 1961.

Nu videreførtes adgangen til at tage sin mors eller bedsteforældres efternavn, men muligheden for næsten frit valg af mellemnavn blev strammet. Det var ellers brugt i udstrakt grad, også fordi det ikke kostede noget eller krævede indblanding af andre myndigheder end præsten.

Den 1. april 1982 trådte en ny navnelov i kraft. Nu blev det også muligt at få sine oldeforældres efternavn. Siden er der bl.a. kommet højere brugebetaling på, så det siden 1992 har kostet 3000 kr. at skifte navn.

Den 1. april 2006 trådte den nye navnelov i kraft. Den er meget liberal, så liberal, at der har været mange indvendinger, også fra slægtsforskerkredse.

Lovens muligheder kan ikke refereres kort, men bl.a. bliver det muligt igen at bruge patronym, ikke bare det, men også metronym, således at det er morens fornavn, der tilføjes -søn eller -datter.

Tipoldeforældrenes efternavn må også antages, og papirløse par kan efter to år få samme efternavn.

Et mellemnavn kan tages som efternavn, hvor man tidligere skulle vinde 50 års hævd på det forinden.

Hvis mere end 2000 personer i Danmark bærer et efternavn, kan man frit antage det.

Navneændring sker i fremtiden ved henvendelse til ministerialbogsføreren (i Sønderjylland personregisterføreren), som i de fleste tilfælde har kompetencen.

Kun i sjældne tilfælde skal statsamtet involveres. Gebyret på 3000 kr. falder også bort, selv om kirkekontoret belastes med en ny arbejdsopgave og flere myndigheder efterfølgende bliver pålagt registreringsopgaver (nyt sygesikringsbevis m.v.).