Helligbrøde

Den 26. marts 1845 udstedte Christian VIII en forordning, der udover at regulere butikslivet også indeholdt regulering af en lang række andre områder.

Forordningen gjaldt om søndagen samt alle andre dage, der i overensstemmelse med forordningen skulle holdes hellige.

I henhold hertil skulle såvel ”alle ufornødne arbejdssysler som alle forlystelser ophøre fra om morgenen af - og i særdeleshed på den tid, der holdes gudstjeneste - og indtil om eftermiddagen kl. 4”.

Det fremgår af forordningen, at i det nævnte tidsrum måtte også ”kjøben og sælgen” såvel på offentlige steder, som i de handlendes og andre næringsbrugeres butikker, ophøre, og ”bemeldte butikker holdes lukte”.Dog måtte man indtil kl. 9 om morgenen holde åbent for salg af ”kjød, brød, mælk og andre sådanne fornødenheder, som af mange Familier daglig maae anskaffes”. Herudover var eksempelvis apotekervarer også undtaget fra disse lukketidsbestemmelser.

Forordningen regulerede endvidere torvehandel, gæstgivere, ”dands, skuespil, concerter (hvorved dog ikke kirkemusik er meent)”, kommunale møder og meget andet.

Der var således tale om én samlet søn- og helligdagslov, hvis overordnede formål var at give såvel selvstændige som arbejdstagere mulighed for at deltage i gudstjenesten.

Det fremgår af bemærkningerne til forordningen, at der tidligere har været foreskrevet tvangsforpligtelse til at deltage i den offentlige gudstjeneste, men at man nu anser, at der er behov for en lempelse af dette krav.

Målet med forordningen var således at indføre et regelsæt, der sikrede, at flest mulige fortsat deltog i gudstjenesterne. Bl.a. overvejedes det, om butikkerne alene skal holdes lukket i det tidsrum, hvori der er gudstjeneste. Dette finder man dog ikke vil være nogen god idé, idet det vil føre til, at vedkommende ”næringsbrugere og deres folk kun vilde faae liden leilighed til at besøge gudstjenesten, og maaskee endnu mindre vilde have stemning herfor”.

Sanktionerne for overtrædelse af forordningen var bøder, der steg, hvis forbudet blev overtrådt igen.

Bøder kunne gives til alle, der på en tilregnelig måde tog del i forseelsen, enten ved selv at overtræde forbudet eller ved at foranledige hertil.

Ved overtrædelse af forbudet mod udskænkning kunne der endvidere fastsættes en bøde på et pengebeløb, der ”kan anses svarende til den ved overtrædelsen erholdte fordel”, ligesom man tredje gang kunne frakende vedkommende ret til at udøve det pågældende erhverv.