Hjemstedsbeviser

Hjemstedsbeviser blev især brugt i to situationer:

Når danske statsborgere tog ophold i udlandet
Hjemstedsbevis er en attest for, at en person er fors√łrgelsesberettiget i Danmark, og udstedes i reglen af fors√łrgelseskommunen til brug ved √¶gteskabs indg√•else, borgerskabs erhvervelse o.l. i udlandet. Hjemstedsbeviset kan foruden personen selv omfatte hans familie eller fremtidige familie.

Hvis den p√•g√¶ldende ikke havde nogen fors√łrgelseskommune i landet, men var fors√łrgelsesberettiget i Danmark, s√• blev hjemstedsbeviset udstedt af Indenrigsministeriet og kunne lyde p√• en hvilken som helst kommune, hvis eventuelle udgifter blev d√¶kket af statskassen.

Hjemstedelsesbeviset blev ugyldigt, hvis personen blev statsborger i fremmed stat eller i udlandet opn√•ede fors√łrgelsesret.

Danske statsborgere fra hertugd√łmmerne efter krigen i 1864

Ekstraordin√¶re hjemstedelsesbeviser - som nok er det som du har set - kunne gives til dem f√łr 16. november 1864 i Hertugd√łmmerne f√łdte personer, der efter fredstraktaten artikel 19 havde bevaret dansk indf√łdsret, men efter de g√¶ldende love var uden fors√łrgelsessted i Danmark.

I 1870'erne n√¶gtede den tyske regering de personer, som havde opteret (valgt) dansk statsborgerskab tilladelse til at bos√¶tte sig i deres hjemstavn i Hertugd√łmmerne, medmindre de som andre udl√¶ndinge foreviste et hjemstedsbevis. Da ingen dansk kommune var pligtig til at give dem et s√•dant, foreskrev "Lov af 9. marts 1872 om udstedelse af ekstraordin√¶re hjemstedsbeviser", at disse personer hos amtmanden for den kommune, hvor de havde opholdt sig eller sidst havde haft ophold (i K√łbenhavn Magistraten) kunne f√• et hjemstedsbevis lydende p√• det p√•g√¶ldende sted. Kommunens udgifter i anledning af disse hjemstedsbeviser blev refunderet af statskassen.

Herudover blev Indenrigsministeriet bemyndiget til at udstede hjemstedsbevis for de nævnte personer, selv om de ikke havde fastholdt dansk statsborgerskab, når de f.eks. ved at aftjene deres værnepligt havde vist deres danske sindelag, og som ved udstedelse af hjemstedsbevis blev i stand til at vende tilbage til Slesvig.

I de f√łlgende √•r h√¶ndte det hyppigt, at s√•danne personer efter at have aftjent deres v√¶rnepligt bosatte sig i Kongeriget for at vinde fors√łrgelsessted her og beg√¶rede at f√• udstedt hjemstedsbevis, hvilket loven fra 1872 ikke gav mulighed for. Normalt kr√¶vede det 15 √•rs fast ophold,

Dels p√• grund af disse anmodninger og dels for at lette navnlig gr√¶nsekommunerne, hvor de indvandrede slesvigere is√¶r tog ophold, og som var tvunget til at fors√łrge dem, da de som danske indf√łdte ikke kunne udvises, blev der vedtaget "Lov af 24. juli 1880 indeholdelse till√¶g til Lov om ekstraordin√¶re Hjemstedsbeviser af 9. marts 1872".

Herefter kunne personer fra Hertugd√łmmerne, som havde bevaret dansk indf√łdsret, og som, efter at v√¶re l√łste fra deres unders√•tlige forhold til Tyskland, indvandrede til Danmark, samt de mandspersoner i den v√¶rnepligtige alder, som inden 1 √•r efter indvandringen havde meldt sig til l√¶gdsrullen, f√• udstedt hjemstedsbevis, n√•r de havde haft fast ophold i Danmark i 5 √•r uden i den tid at have nydt urefunderet fattighj√¶lp og uden at have gjort sig skyldige i nogen i den offentlige mening van√¶rende handling.

Desuden blev al fattighj√¶lp, som blev ydet danske indf√łdte fra Hertugd√łmmerne - uanset om de havde erhvervet ekstraordin√¶rt hjemstedsbevis eller ej - refunderet kommunerne af statskassen, n√•r omst√¶ndighederne ikke talte derimod, men kun indtil de p√•g√¶ldende p√• ordin√¶r m√•de erhvervede fors√łrgelsesret i en dansk kommune (kr√¶vede normalt 5 √•rs uafbrudt ophold i samme kommune).

Oplysninger om udstedte hjemstedsbeviser kan derfor findes amtets/stiftsamtets arkiver p√• Landsarkiverne og i Indenrigsministeriets Arkiv men ogs√• nogle gange i kommunens (fattigv√¶senets) arkiver, da der blev indhentet udtalelser fra kommunen f√łr der blev udstedt hjemstedsbeviser.