Brødremenigheder

Brødremeningheden eller »Den fornyede Broderunitet«, i daglig tale herrenhutterne, er en vidt forgrenet og speciel meninghed inden for den protestantiske kirkeafdeling, men har sin egen ordning og visse særanskuelser.

Oprindelsen skyldes dels bøhmiske og dels mähriske brødres, dels grev Zinzendorfs specielle personlighed og må føres tilbage til 1722, da nogle udvandrede bøhmiske bønder nedsatte sig på grev Zinzendorfs godser i Lauritz og grundlagde Heerhut.


Mange mennesker af forskellige trosretninger strømmede, og den pietiske grev Zinzendorf, der havde nogle drømme om en samling af alle kristne, organiserede menigheden og gjorde i 1727 den brogede menighed til én enhed under navnet »den fornyede broderunitet«.

Skønt menigheden senere (1749) hyldede den augsburgske bekendelse og skønt Spangenbergs »Idea fidei fratrum«, som var brøderemenighedens dogmatiske hovedskrift, ligeledes slutter sig nær til det lutherske symbol, er det konfensionelle dog noget rent underordnet i brødremeningheden, hvor der var tilladt en betydelig frihed, idet menigheden opretholdt 3 grupper af trosretninger: en luthersk, en reformert og en bøhmish-mährisk.

Zinzendorf fandt menighedens samlingspunkt i følelsen ved tanken om Christi Forsoners død på korset, og samfundet blev derved et kærligheds- og ikke et trossamfund, åndsbeslægtet med med pietistiske retninger, for så vidt som vægten lægges på følelsen, men lysere i sin livsopfattelse.

Zinzendorf, der modtog biskoppelig indvielse i Berlin i 1737, var brødremenighedens leder i alle forhold, men han lod en anden Leonhard Dober, have titel af generalældste, indtil man i 1741, sluttede en »særpagt med Christus« og kårede ham til generalældste.
Dernæst fulgte et råd bestående af 12 overældste.

Man mente, at man ved lodkastning kunne udfinde Generalældstes (Christus) vilje i alle menighedssager, lige fra valg af de daglige tekster til gudtjenesten og til indgåelse af ægteskab, som var en menighedssag, uden frihed for enkelte. I 1820 blev lodkastning ved giftermål afskaffet. Lodkastning faldt helt bort i 1889.

Vedrørende ægteskabet udviklede Zinzendorf sin egen teori om, at Christus egentlig var kvindernes ægtemand, men afstod sine rettigheder til brødrene, hvilket medførte i lang tid, at ægteskabet og ikke mindst det seksuelle samliv mellem ægtefællerne, stod under de Ældstes særlige tilsyn. Dette ophørte dog under Spangenberg.

Brødremenigheden lagde stor vægt på skolevæsent og har udrettet meget ved sine præsteseminarier, som i rationalismens tid ofte var en borg for den levende kristendom.

Brødremenigheden havde også et verdensomspændende missionsarbejde, bl.a. på Grønland, hvilket gav problemer i forhold til Hans Egedes missionsarbejde

Skønt menigheden bredtes over hele verden, styredes dens anliggender dog af Unitetsældstekonferencen i Berthelsdorf ved Herrhut.

Menighedens embedsmænd var dels biskopper, hvis forret var at foretage indvielser, dels presbytere, der støttede af diakoner, havde ansvaret for den egentlige præstegerning.

Hver menighed havde sin egen ældstekonference, og menigheden var opdelt i kor: børnene, de ugifte brødre, de ugifte søstre, ægtefolkene, enkemændene og enkerne.
Hvert kor havde sine egne plejere. Nogle af korerne havde også deres særlige brødre- og søsterhuse og holdt andagt og arbejde i fællesskab.

Påskemorgen fejres ved de afdødes grave, der var altergang for alle én gang om ugen, man havde daglige aftengudtjenester, man havde broderkysset ved nadveren, ligesom man efterlignede oldkirkens kærlighedsmåltider.

Dans og spil var bandlyste, man lagde vægt på det et stilfærdigt og arbejdsomt liv.

Kvinderne bar et særligt hovedtøj med bånd, hvis farve angiv, hvilket kor, de hørte til.

Den Herrnhutiske Brødremenighed satte stor lid til Danmark, som var et missionsivrigt land med et pietist-venlig hof.

Kirken var en vigtig del af kongens magt, så pietismen var egentlig en trussel mod den enevældige konge pga. dens mulige afstandstagen til kirken. Men Christian den 6. (og til dels også hans forgænger Frederik den 4.) var personligt grebet af pietismen.

I 1731 blev Grev Zinzendorf modtaget i København af Christian den 6. af kongen og modtog Dannebrogordenen, men greven var for frembrusende overfor kongen.

I 1733 valgte Christian den 6. halle-pietismen som den gren, der skulle dominere i Danmark. Denne var ogsĂĄ mere kongetro end Zinzendorfs pietisme.

Konventikelplakaten fra 1741 lukkede af overfor de radikale pietister, men tillod brødremenighedens stille virke omkring i landet, hvor dette skete med sognepræstens godkendelse.

Af den danske regering købte Brødremenigheden i 1773 Tyrstrupgård i Nordslesvig og anlagde på dennes grund byen Christiansfeld. Også i København fandtes der en mindre menighed.

For den religiøse udvikling i Danmark har Brødremenigheden haft betydning ved i et vist omfang at være med til at fremme pietismen i det 18. århundrede.

Pietismen
Pietisme (fra det latinske ord pietas, fromhed) er en kristen bevægelse med vægt på fromhed og levende, personlig tro.

Bevægelsen opstod i slutningen af 1600-tallet i tysktalende områder. Mod slutningen af Frederik 4.s regeringsperiode kom bevægelsen til Danmark-Norge, hvor den vandt størst udbredelse under Christian 6., der selv var blevet pietistisk opdraget.

I dansk sammenhæng er pietismen i særlig grad forbundet med personer som Hans Egede, Erik Pontoppidan og Hans Adolph Brorson.